Hvis du ikke har hørt om Global Game Jam, så bør du vide at programmører, designere og andre spilinteresserede har siddet verden over og knoklet bagdelen ud af bukserne for at skabe et færdigt spil på blot et par dage, og de har netop i aften afleveret deres weekendprojekter.

Ligesom sidste år blev den danske del af Global Game Jam 2015 holdt på IT Universitet i København, og vinderen af årets publikumspris for bedste spil er i aften annonceret - det blev Worst Platformer Ever af Magnus Sonne Nielsen, Miki Anthony og Simon Stålhandske. Spillet er mildest talt et trip, en af den slags platformere der starter med at være led og kun skruer op for heden undervejs (haha...) Temaet for årets GGJ var "What do we do now?"

Et game jam fungerer sådan, at man samles, aftaler et tidsrum fra idé til slutprodukt, fx en weekend eller et døgn, finder nogle makkere og sammensætter et hold der kan stå for kodning, design, lyd osv., og så bare kører derud af indtil man står med et spil i hænderne. Resultaterne er ofte enten totale katastrofer eller interessante finurligheder.

Du kan downloade Worst Platformer Ever på PC via linket for oven, eller spille det direkte i browseren her. Det skal dog siges at det kræver en Unity Web Player, som er gratis og hurtig at installere. Temaet for årets GGJ var "What do we do now?"

Tillykke til Magnus, Miki og Simon!