Under dette års Gamescom-konference, havde den italienske spiludvikler Milestone valgt at kigge forbi med deres nyeste kandidat Ride 2 i kapløbet om at blive det bedste motorcykelspil i 2016. Os her på Playception sad klar på mållinjen til at bedømme, hvor hurtigt Ride 2 kom i mål.

Mit første indtryk af spillet var, at styringen i Ride 2 er lidt svær at gennemskue som helt ny spiller. Det tog mig en del forsøg før jeg helt forstod, hvor meget jeg egentlig skulle vippe på analogpinden før fyren på motorcyklen begyndte at bevæge sig. Det skyldes muligvis, at sidste gang jeg sad med kontrollen over en fyr i et kapløb om at nå målstregen først, var i Wave Race 64. Her havde man som spiller mulighed for at indstille sin vandscooter til at reagere på lige præcis den måde man havde lyst til, hvor jeg valgte, at bare et lille skub på styrepinden ville få fyren til at bevæge sig. Dette var ikke tilfældet i Ride 2, hvor jeg i stedet næsten var nødt til at gøre klar til at dreje til næste sving, før at jeg var kommet ud af det forrige. Dette er som sådan ikke en dårlig ting, da det føles som om de havde ramt følelsen af at sidde på en rigtig motorcykel. Det var bare ikke lige den styringsform der passede mig bedst.

Heldigvis vil det endelige spil indeholde 1200 dele, inspireret fra rigtige motorcykler, som spilleren vil kunne udskifte og derved tilpasse sin motorcykel, så den passer lige præcis til ens spillestil. Desværre var denne del ikke åben i den demo, som vi prøvede til Gamescom. I stedet havde udvikleren udvalgt nogle forskellige dele til os, så det er lidt uvist om udskiftning af disse dele ville kunne påvirke styringen og gameplayet i spillet, eller om det bare vil være kosmetiske ændringer.     

I stedet havde demo’en en del forskellige game modes at byde på. Det endelige spil vil have hele 12 forskellige game modes. Den første vi hoppede ud i var den klassiske time trial mode, hvor det handler om at køre 3 runder så hurtigt, som muligt på en bane. Som du nok kan regne ud, blev der ikke vundet guldmedaljer eller slået rekorder, da jeg samtidig med at skulle barbere så mange sekunder af min tid som muligt, også lige skulle lære at styre spillet. Heldigvis blev jeg en smule bedre efter hvert forsøg, men jeg indså ret hurtigt, at hvis jeg skulle vinde guld blev jeg nok nødt til at øve mig resten dagen. Så i stedet for at gå i intensiv træningslejr, valgte jeg at udforske nogle af de andre game modes.

Den anden game mode jeg prøvede handlede om, at jeg skulle overhale så mange computerstyrede modstandere, som muligt på 3 minutter. Langt hen af vejen, handlede dét om det samme, som i time trials, men i stedet for at være den eneste mand på banen, var der i stedet denne gang 17 andre motorcykelkørere, som skulle overbevises om, at jeg var den bedste racerkører på to hjul. Desværre var det ikke dem alle sammen jeg fik overhalet, men tilgengæld var det en virkelig tilfredsstillende følelse, når man langsomt indhentede sin modstander og på det helt rigtige tidspunkt lige svingede uden om ham og overtog hans position i kapløbet.

Den sidste game mode jeg fik lov at prøve, var et straight line race. I alt sin enkelthed handler det om at man tager to motorcykler, finder en fuldstændig lige bane og så gælder det om at komme over målstregen før din modstander. I denne game mode, handler det altså ikke om at kunne tage et sving på den helt rigtige måde, men i stedet om at vide, hvornår man præcis skal skifte gear på sin motorcykel, for at opnå den bedst mulige acceleration. Efter et par forsøg, begyndte jeg at have en god fornemmelse for hvad jeg helt præcist skulle gøre for at blive bedre, men desværre fik at vide at nu var der ikke mere tid tilbage.

Til slut kan vi fortælle, at Ride 2 står til at udkomme den 7. oktober, og vil indeholde 2 player split screen, så hvis du lige skal bevise over for din bedste ven eller kæreste hvem der er hurtigst på to hjul, så er Ride 2 oplagt til dette foremål. Spillet står til at have 16 DLC pakker der er planlagt til at udkomme efter udgivelsen, hvor hver pakke vil indeholde flere nye dele, som du som spiller kan bruge til at udskifte og tilpasse din motorcykel med.