Pokémon GO er det helt store lige nu. Både store, som små spiller spillet, som er skabt af Niantic og udgivet af Nintendo og The Pokémon Company. Men som det altid er tilfældet med nye diller, så hører vi de mest utrolige historier. I denne artikel vil vi kigge på de gode historier, som Pokémon GO har skabt, men også på de mere negative og decideret grimme historier, som spillet har skabt, i både udlandet og herhjemme. Til slut kigger vi på hvordan vi kan håndtere det fremadrettet og hvad vi skal huske på.  

The Good

Lad os starte med de gode historier. For Pokémon GO har formået at gøre rigtig mange gode ting, i de få uger som spillet har været ude i. For det første giver det dem der var oprindelige fans af spillene og tegnefilmene en mulighed for at drage ud på livets vej og fange Pokémon. Vi havde alle en lille Pokémon mester i maven dengang og med Pokémon GO kan vi endelig udleve lidt af drømmen i virkeligheden.  

Men ikke nok med at de oprindelige fans har fået mulighed for at udleve deres barnedrøm, så bringer spillet endnu flere fans til bordet, som ikke kunne se værdien i første ombæring eller som ikke kendte til serien. For hver hardcore Pokémon-fan, ser man nærmest 2-3 nye fans der aldrig har rørt serien før, enten fordi de mente det var åndsvagt engang eller fordi de ikke kendte til det. Mobilspillet er langt mere tilgængeligt (ikke mindst fordi det er free-to-play) end de håndholdte spil har været det, og det åbner op for et helt nyt publikum, som har taget imod spilserien med kyshånd.  

Disse to er måske de mest tydelige positive historier, men spillet har også samfundsmæssig indflydelse. I et samfund hvor vi alle bliver mere og mere isolerede, og hvor daglig motion er et problem for nogle, så har Pokémon GO åbnet op for at man i højere grad går ud og socialiserer og går en lang tur. Indtil videre virker det til at folk måske går lidt over bord og går mange flere kilometer end hvad sundt måske er, men der er ingen tvivl om at Pokémon GO er en fantastisk undskyldning for at tage ud og gå med sine venner i byen. Og for nørder og andet godtfolk der gerne vil tabe sig eller bare motionere lidt mere, så er Pokémon GO en god motivator også.  

Photo by: Kim Johnsen

Men mainstream medierne har også fået øjnene op for spillet og nyhedshistorierne der omgærer det og i den forbindelse er der kommet en række positive og sjove historier. Restauratører der tilfældigvis ligger mellem Pokéstops får forbedret deres salg, f.eks., hvilket endda kan betyde at andre restauratører vil være interesseret i at betale for at få Pokéstops nær deres butik. Niantic er faktisk i gang med at introducere en sådan feature og har netop annonceret at McDonalds bliver en partner på det område.  

Men de historier der gør mest indtryk er helt klart dem der fortæller at folk med social angst eller andre mentale lidelser pludselig begynder at få nemmere ved at interagere med omverdenen, gennem Pokémon GO. Det varmer ens hjerte at se, at folk der normalt ville blive hjemme, af frygt for et panisk anfald, pludselig kan gå ud i byens hjerte og fange Pokémoner ligesom os andre. Det er stadig uklart helt præcist hvorfor denne app kan hjælpe nogle af disse mennesker, men det er måske den mest positive effekt, som spillet har haft i samfundet.  

En anden god historie, som dog har en lidt makaber undertone, er historien om en Pokémon GO spiller der i denne uge fandt et lig i Odense. Politiet blev straks tilkaldt og konstaterede at liget var umuligt at identificere, men at der ikke var tegn på en forbrydelse. Og det er ikke kun i Danmark at dette er sket. Flere historier fra USA fortæller det samme. Det er selvfølgelig forfærdeligt at folk dør, men hvis deres lig kan blive fundet af nysgerrige Pokémon-jægere så er det jo en god ting. Meeen man skal nok ikke begynde at opsøge ligene i skumle, forladte steder. Alt med måde.  

The Bad and the Ugly

Men alt er ikke lutter lagkage i Pokémon-land. For app'en viser sig at være problematisk for nogle mennesker. Vi vil nu kigge lidt på de negative og direkte grimme historier, som har omgæret spillet. For det første begynder nogle Pokémon GO-spillere at sætte deres mål om at fange dem alle over loven, hensynet til andre mennesker og sågar deres egen sikkerhed.  

Der er flere historier om Pokémon GO spillere der er blevet anmeldt til politiet for at have gået ind på privat grund. App'en er jo baseret på google maps og Niantics database over hot spots og tager derved ikke højde for om man går ind på privat grund eller ej. Og nede i Australien er det gået ud over folks nattesøvn, da en stor mængde Pokémon-jægere samlede sig i en park og larmede til langt ud på natten – til stor gene for naboerne. Da app'en ikke fortæller os hvad vi må og ikke må, så er det op til at os selv at opretholde den gode opførsel og respektere loven og tage hensyn til andre. Det er trods alt bare et virtuelt lommemonster vi taler om – selvom vi alle nok ville gå lidt amok hvis en Mewtwo dukkede op inde bag et pigtrådshegn.  

Photo by: Kim Johnsen

Værst går det nok folk glemmer deres egen sikkerhed. Bilister må især have det hårdt, for ofte spiller fodgængere spillet mens de går rundt i storbyen. Og ser de en Pikachu sidde midt på vejbanen, ja så er der atlså nogle af de nævnte fodgængere der stopper op og liiiige skal fange en Pikachu. Vi har derfor læst masser af historier om folk der er tæt på at blive kørt ned, fordi de er uopmærksomme i trafikken. Det handler altså om at vi er nødt til at være en smule opmærksomme når vi spiller spillet, og ikke konstant kigge ned i skærmen. For det går ud over andre, mens sådan set også én selv.  

Den grimmeste side af spillet forplanter sig i mistænksomhed, had og død. Meget kort tid efter at Pokémon GO var blevet udgivet, læste jeg en artikel skrevet af en sort amerikaner. Han var bange for at spille Pokémon GO, for i disse dage i Nordamerika, skal mørkhudede mænd passe på hvad for en adfærd de fremviser, grundet sagerne med politivold og protester der er foregået på det sidste. For mange kan det se mistænkeligt ud at nogle mennesker står stille i et område med deres telefoner og kigger rundt på andre mennesker og deres omgivelser. Og i USA er det ekstra slemt når sorte personer gør det i disse dage. Det er forfærdeligt at racehad stadig er et tema i det moderne USA, men det er en realitet man må tage hensyn til, når man som sort amerikaner, spiller Poémon GO, desværre.  

Men hadet viser sig også på en anden måde når det gælder Pokémon GO. For det er ikke alle der er lige glade for spillets frembrusen og et række historier er kommet frem om folk der har mishandlet og været voldelige mod Pokémon GO spillere. Igen er dette i USA, men det kunne ligeså vel have været herhjemme. Én episoder fortæller om en gruppe Pokémon-jægere der er blevet overdynget med æg og andre ækeltheder, fordi andre mennesker ikke kunne tolerere deres tilstedeværelse. Yderligere er en ung mand i USA blevet arresteret for at have truet med at tage sin modificerede splatterpistol og sammen med sine venner gå ud og angribe Pokémon GO spillere overalt. Det blev sevlfølgelig ikke til noget, men bare dét at nogen kan have så meget had til spillet og dets spillere er foruroligende i sig selv. Yderligere går der rygter om folk der er blevet røvet efter at være blevet 'lokket hen' til Pokéstops i skumle områder. 

De værste historier er dog stadig dem hvor folk er døde mens de har spillet Pokémon GO. Det er svært at vide hvor mange af dem der reelt set har fundet sted, men man kan nemt forestille sig at en uopmærksom Pokémon GO-spiller er kommet galt afsted. Flere historier er kommet frem om folk der er blevet kvast af et tog eller faldet i en flod og det kunne sagtens ske herhjemme, men problemet er lidt at det er svært at bekræfte validiteten af disse historier. I denne uge er det dog kommet frem at en teenager ved navn Jerson Lopez de Leon er blevet skudt og dræbt i Guatemala mens han jagtede Pokémon. Jerson var blevet inviteret af ud for at spille spillet om natten af sin fætter, men pludselig faldt de i et baghold og blev skudt af uidentificerede gerningsmænd der kørte forbi i en bil. Jerson blev bragt til hospitalet, men døde senere, mens hans fætter stadig behandles for skudsår i fødderne. Denne tragedie er forhåbentlig den sidste vi hører om, men sandheden er at der sker forfærdelige ting i verden hver eneste dag.  

Hvad kan vi lære af disse hændelser? 

Vi har både kigget på de positive og negative historier i sammenhæng med Pokémon GO. Det står klart at spillet bringer rigtig mange gode ting med sig og kan være katalysator for at angstramte får bedre mulighed for at bevæge sig ud i samfundet og at folk kan blive sundere og mere sociale. Men det står også klart at man er nødt til at begive sig rundt med en hvis sikkerhed. Man må vise hensyn til andre og man skal respektere loven, også selvom det er fristende at sætte sine Pokémon-eventyr som top prioritet.  

Det kan dog være svært at værne sig mod andre menneskers had til andre mennesker eller spillet i sig selv. Vi lever heldigvis i et land med stor sikkerhed, men man kan aldrig være for forsigtig og derfor gælder det om at have nogle forholdsregler. Man bør derfor ikke bevæge sig rundt om natten i skumle og øde steder, hvor man ikke kan få hjælp af andre. Man bør også opretholde en hvis skepsis overfor andre, selvom de påstår at de vil én det bedste.  

Så længe vi alle spiller med en række forholdsregler om sikkerhed og at vi passer på hinanden, så skal det hele nok gå. Og de positive historier viser os, at Pokémon GO har haft langt bedre effekt på samfundet end man turde håbe. Vi glæder os til at se hvor spillet tager os hen, om vi så skal lede over alt for at finde og træne Pokémon - det er trods alt noget vi har valgt. Happy hunting!