Den danske spilindustri har de senere år fået et større og større fokus. Dette har de nu taget konsekvensen af på Fyn hvor Den Fynske Spilfabrik til August slår dørene op for en ny spiluddannelse for alle der er interesserede.

Vi har i den forbindelse taget en snak med dem om uddannelsen og holdet bag.

Stor tak til Morten Barfod Søegaard​,​ som har taget sig tiden til at lave interviewet og give et spændende indblik i hvem den Fynske Spilfabrik er og hvad det hele handler om.

 

Den Fynske Spilfabrik er et nyt spændende initiativ, men for dem som ikke ved hvad det er, kan du fortælle lidt om det og hvordan ideen opstod?
Den grundlæggende idé er at lave en uddannelse, som ikke blot lærer dig at lave spil, men at kunne leve af at lave spil. Vi uddanner derfor vores studerende til at i lige så høj grad kunne starte egen spilvirksomhed op, som til at kunne søge ind på de store etablerede spilvirksomheder.
 

Kan du fortælle lidt om de specialiseringer i tilbyder samt hvordan uddannelsens forløb hænger sammen?
Vi tilbyder specialiseret undervisning inden for grafik, spildesign, programmering og lyd. Undervisningen er centreret om de to erhvervs-spilprojekter, de studerende skal udvikle spil til, hvert halvårlige forløb.


Hvordan adskiller jeres uddannelse sig fra fx et forløb som DADIU?
DADIU er centreret om produktion af spil som underholdning og æstetik. Det som interesserer os er den direkte kobling ind i erhvervslivet inden for applied games.
Derudover har vi også et fokus på aktuelle trends, som f.eks. virtual reality, og vi søger også at nytænke synergier med spilbranchen - konkret allerede her til efteråret med et filmspils-projekt med 18Frames.


Da jeres uddannelse ikke er SU-berettiget, er der så tid til at eleverne kan have et job ved siden af, eventuelt inden for spilbranchen?
Det ugentlige timeantal er mellem 10-14 timer netop så de studerende har tid til et job ved siden af. Derudover er der også tænkt i at give de studerende mulighed for at tage ud til nærliggende skoler og give lønnet undervisning i deres viden inden for spil. Og de spilprojekter der udvikles til erhvervslivet vil det også være muligt at tjene penge på.


Hvilke platforme lærer i eleverne at udvikle til?
Primært Unity.


Når man læser på jeres side kan man se at i fokuserer spiludvikling såvel som iværksætteri, hvordan balancerer i disse to aspekter?
Den type spil vi underviser i, er underholdning plus noget mere. Altså spil som har en ekstra funktion ud over at underholde. Derudover har Den Fynske Spilfabrik også et iværksættermiljø tilknyttet, hvor der bl.a. afholdes networkings-events og er revisor og advokat-hotline. Det er vores erfaring at mange spiludviklere er ekstremt dygtige til netop design-delen, men halter når det kommer til at skubbe sit spil ud i verden. Vi vil derfor også fokusere på hvordan man crowdfunder, pitcher sin idé for investorer, håndterer agil spiludvikling på tværs af landegrænser og i det hele taget markedsfører og tjener penge på sine spil.


Programmer som Unity3d og Maya har vundet stor indpas hos mange udviklere, men hvilke værktøjer bruger i til de forskellige specialiseringer?
Reaper, (med evt. supplement af Pro Tools), 3ds Max, Maya, og Unity.


Kan du fortælle lidt om nogle af de undervisere i har samt deres erfaring inden for spil?
Søren Jønsson er producer, spildesigner, manuskriptforfatter og CEO i Lemuria Consult ApS. Søren har sammen med forskellige teams som Studio 1-2, Krea Medie (Gyldendal), og Krea Kids (Egmont) udviklet og udgivet mere end 100 spiltitler på en masse forskellige platforme. Søren underviser i Spildesign, Lean Produktion (herunder scrum), "Kreativ og Produktiv" og Go-To-Market Strategier. Han har været i branchen siden 1999 og synes stadig at han har verdens bedste job.

Morten Barfod Søegaard er lyddesigner, underviser, musiker og ejer MBS Sound Design samt Little Robot Sound Factory. Morten har leveret lyd til mere end 35 spiltitler, bl.a. Terraria. Han har også arbejdet på de to første spil fra Den Danske Filmskole; Shadow of Kharon og Plantman. Udover at Morten er projektleder og formand for Den Fynske Spilfabrik, underviser han også i lyddesign. Hans ekspertise er inden for ikonisk lyd i spil samt autogenererede lyd- og musiklandskaber.

Martin Lilliendal Hansen er til dagligt ansat ved Computer Clubhouse hvor han primært arbejder med interaktive applikationer i form af undervisningsspil, udvikling af web-baserede koncepter til vidensformidling og kultur og interaktive installationer til museer, messer og happenings. Samtidig med dette så underviser han også i spiludvikling, elektronik og er ansvarlig for deres makerspace. Martin skal undervise i bl.a unity3D, physical computing og afvikle forskellige projektforløb med de studerende på spilfabrikken.

Daniel Skaale er 3D grafiker og freelance underviser på 3D college i Grenaa samt driver han virksomheden Simulacrum som laver mobil App’s hvor omdrejningspunktet er 3D og Augmented Reality. Daniel har tidligere været hos Zero point Software hvor han arbejdede på spillet Interstellar marines i Unity3D. Her har han lavet alt fra level-design, environment design til character rigging og 3D grafik. Daniel skal undervise i 3ds Max, Unity3D, Zbrush, Photoshop og en masse andre plugins.

Michael Jensen har siden sin Master of Science in Medialogy haft fokus på at udvikle digitale lærerige spil til børn med specielle behov. Han har blandt andet haft fokus på målgrupper som børn med autisme og børn der stammer. Michael starter i år sin egen virksomhed i spilbranchen hvor der vil være meget fokus på områder som playful, learning, gamification og virtual reality. Michael skal undervise i Unity3D med fokus på programmering i C#, samt kunstig intelligens (AI) og matematikken der ligger bag ved virtual reality.

Derudover er der gæsteforelæsere fra bl.a. Exploding Cow, Interceptor, LevelRewind, AGameCompany, og PressPlay.


TIl alle dem som nu sidder og super gerne vil ansøge. Hvem kan dette, hvornår skal det senest ske og koster det noget?
Første ansøgningsfrist er d. 15. maj 2016, anden ansøgningsfrist er 15. juni 2016. Studiestart er d. 8. august. Send en motiveret ansøgning med navn, alder, interesse og erfaring til kontakt@denfynskespilfabrik.dk

Alle kan søge, og der kører sideløbende to halvårlige forløb: grundforløb og hovedforløb. Det koster 12.500 per halvårligt forløb.

 

Hvis man vil læse mere om Den Fynske Spilfabrik kan dette gøres ved at klikke her: http://denfynskespilfabrik.dk/index.html