Tidligere på måneden kom det frem at Microsoft havde besluttet at lukke det danske spilfirma Press Play. Press Play har i de sidste 10 år været en del af den danske spilindustri og har med titler såsom Max and the Magic Marker virkelig bidraget til en masse timers underholdning.

Vi har derfor her på Playception taget en snak med Press Play for at høre mere om deres lukning.

Stor tak til Jesper Nielsen,​ som arbejdede for Press Play, for at tage sig tiden til at besvare vores spørgsmål og gå i dybden med firmaets lukning tidligere på måneden.

 

Kan du fortælle hvad din rolle hos Press Play var, og hvad dit arbejde primært fokuserede på?
Jeg arbejdede som Producer, hvilket er en form for projektleder. Som Producer er det dit ansvar, at der er lagt gode planer, at tingene kører på skinner og at udviklingsteamet arbejder effektivt og med en høj arbejdsmoral. Det kræver ofte, at man bruger en masse tid på kommunikation, møder, præsentation osv., både for at kommunikere godt internt i teamet, men også med eksterne grupper eller personer, men det er samtidig en position, som betyder du altid må tilpasse dig situationen for at løse de største og nærmest forestående problemer. Måske kræver det "bare", at man engang imellem bruger en hel dag sammen med en eller to personer for at få et helt bestemt problem løst.

 

Du har tidligere arbejdet hos svenske DICE (udviklere bag Battlefield serien) Hvordan var det at arbejde hos Press Play sammenlignet med DICE?
DICE er jo en noget større virksomhed, med omkring 300 ansatte, så størrelsen er selvfølgelig en stor forskel. Når man er så mange mennesker, er der selvfølgelig nogle helt andre strukturer på plads, som man skal tilpasse sig under. Hos Press Play var det lidt mere "nede på jorden", men eftersom firmaet var igang med at vokse, var der begyndt at komme lidt mere struktur ind i hele opsætningen. Men ja, mængden af mennesker var klart den største forskel.

 

Press Play var nogle af de første til at benytte sig af Open Development, hvor fans kunne påvirke udvikling af det næste spil. Kan du uddybe hvad dette mere præcist gik ud på?
Det bygger på gribe følgende problemstilling an: i spiludvikling i dag bliver beslutningen om hvilket spil der skal laves næste gang truffet i et mødelokale af nogle meget erfarne og kloge mennesker. Hvilket jo er fint nok, men vi ser alligevel ofte, at det kan være svært at regne ud, hvad spillerne rent faktisk vil spille. Så måden at løse problemet på bliver simpelthen at give spillerne det valg. Derfor kørte vi hos Press Play under "open development" fasen med helt åbne kort og lod spillerne vælge hvilke spil vi skulle lave, og derefter fuldstændig inkludere dem i udviklingen af spillet, så vi konstant kunne få værdifuld feedback og dermed prøve at lave et spil, som folk gerne vil have, i stedet for primært at gætte og håbe på, at spillerne i sidste ende vil tage varmt imod det.

 

Hvad tror du var årsagen til at Press Play, sammen med Lionhead Studios blev lukket af Microsoft?
Det er svært at sige, og det er ikke noget, jeg reelt set ved. Engang i mellem hos store firmaer laver man jo nogle større, organisatoriske og strategiske ændringer, som kan betyde at bestemt afdelinger bliver lukket, og det var nok det, som skete for os. Det er selvfølgelig klart, at havde Press Play stået bag et kæmpe-franchise, som f.eks. Minecraft, der bare skovler penge ind, så ville vi have været bedre beskyttet mod den slags forandringer, men sådan lå landet desværre ikke. Press Play har jo lavet nogle virkelig anerkendte spil gennem årene, som har solgt fint, men ikke nok til, at det automatisk kunne garantere firmaets overlevelse.

 

Tror du denne udviklingsmetode har påvirket Microsofts beslutning om at lukke Press Play?
Nej, det tror jeg såmænd ikke. Det var jo noget, som Press Play sammen med Microsoft blev enige om at gøre - altså udvikle under "open development" paradigmet - så det var der egentlig fuld opbakning omkring.

 

Hvordan reagerede folk da de hørte nyheden om lukningen?
De var enormt chokerede. Det kom virkelig som et lyn fra en skyfri himmel. Ingen af os havde set det komme. Nu nåede jeg jo kun at være hos Press Play i ca. et halvt år, så for dem der havde været hos firmaet i 5 år eller mere, må det jo have været helt surrealistisk. De tre grundlæggere - Mikkel, Rune og Ole - var jo også tydeligt berørte. Det var jo deres barn og samtidig følte de jo også et vist ansvar for, at firmaet nu blev lukket ned. Men det var et studie med en helt fantastisk holdånd, og der var selvfølgelig ingen "bad feelings". I stedet fik vi bare givet hinanden en masse knusere og drukket en god sjat gravøl.

 

Hvilken konsekvens tror du, at sådan en lukning får for dansk spiludvikling?
Jeg er typen, der tror på, at der altid kommer noget godt ud af noget dårligt. Man har tidligere set, at når et spilfirma lukker ned, så kan der opstå en masser spændende nyt fra asken. Det er selvfølgelig ærgeligt, at det nu betyder, at Microsoft - en af verdens største firmaer og en markant spiller på markedet grundet Xbox - ikke længere har en spilvirksomhed i Danmark, og at et monument i dansk spilhistorie, som jeg vil mene Press Play nåede at opnå status af, ikke længere eksisterer. Men er jeg sikker på, at der nok skal komme noget godt ud af det her, når vi alle lige har haft tid til at slikke sårene :)

 

Hvad skal der så ske nu? Har jeres folk fundet nye arbejdspladser eller starter I mon et nyt firma?
Det er jo meget forskelligt fra person til person. For de fleste tror jeg det handler om først og fremmest at tage en puster og ikke hoppe ud i det første og det bedste, men tværtimod grundigt overveje, hvad man nu vil. Jeg ved, at vores koncept-tegner Nikolaj allerede har landet et job hos MOOD, hvilket jo må være lidt af et drømmejob for ham. Jeg tror også sagtens, at der kan opstå et nyt firma eller to fra asken bestående af bestemte konstellationer, mens de fleste andre sandsynligvis hopper hen til et andet dansk spilfirma. Nu må vi se :)

 

Tror du lukningen af de to firmaer kan tolkes som et tegn på, at Microsoft heller vil satse på store AAA titler som Quantum Break, frem for mindre titler der prøver at gå i nye retninger?
Uha, det er svært at spekulere omkring. Jeg tror da helt sikkert, at Microsoft i hvert fald nøje vil udvælge hvilke spil og franchises de satser på. Men man kunne jo sagtens argumentere for, at Lionhead, og for sin vis også Press Play, havde kapaciteten til at lave store AAA titler, så jeg tvivler på, at det rent ud kan tolkes som et tegn på dette.

 

Hvis man vil læse mere om Press Play og se de spil de nåede at udgive kan det gøres ved at klikke her: http://pressplay.dk/