For omkring to måneder siden blev en større investering foretaget i den danske spilindustri. Egmont Publishing som er kendt for børnespil såsom Pixeline og Rasmus Klump, valgte at lægge sin app-forretning ind under det danske spilfirma Cape Copenhagen, som har udviklet omkring 50 spil og blandt andet står bag en del titler fra Lego.

Her to måneder efter den store investering har Playception været i kontakt med Cape Copenhagen for at høre mere om dem, den store  investering og spilindustrien generelt.

Stor tak til Brian Meidell fra Cape Copenhagen for at tage sig tid til at besvare vores spørgsmål og give os et indblik i hvem Cape Copenhagen er.

Hvem er Cape Copenhagen og hvor passer i ind i den danske spilindustri?
Cape består af ca. 35 dygtige og søde mennesker, som sidder og laver design og spilproduktioner i Jorcks Passage i København.
Vi adskiller os fra mange af de andre spilfirmaer ved at vi primært laver designopgaver og produktioner for større kunder.
Så når et firma som LEGO har brug for et rutineret hold til at producere et spil til en reklamekampagne eller et spil baseret på et univers de allerede sidder med, så gør vi en ære ud af at lave de bedst mulige spil indenfor de rammer de og vi har til rådighed.

 

Hvilke typer spil laver i og hvor mange af disse er egne produktioner?
Cape laver mange spil til børn, deriblandt nogle af vores egne ("Matemaslik" og "Leo & Mona Læsesjov").
Vi kan godt lide at lave spil til alle målgrupper, så det er i kraft af vores kunders behov, mere end det er et aktivt valg.
Vi er specielt gode til mindre produktioner, så de fleste af vores ting er lavet af hold på 2-6 mennesker.
Langt størstedelen af vores forretning er designopgaver og produktioner for kunder, men vi kører også vores egne produktioner i det omfang vi kan finansiere det - f.eks. The Gentleman og Child, der begge bl.a. har modtaget kulturstøtte fra DFI.

 

Hvor mange produktioner har i normalt gang i på daglig basis?
Typisk 3-6 projekter i fuld produktion, men ofte op til 15 i forskellige stadier af enten opstart eller afrunding.

 

I har udviklet rigtig mange spil til mobile platforme, hvordan kan det være at dette er jeres primære platform?
Det er de mest udbredte platforme til spil - så det er både der brugerne og kunderne er.
Det er også de platforme hvor man typisk spiller mindre spil, i stedet for kæmpe, dyre produktioner.

 

Er der nogle typer af spil i lader jer inspirere af når i skal komme med ideer til nye spil?
Ja, alle de spil vi har spillet gennem livet, samt alle de andre populære spil der er henvendt til samme målgruppe vi sigter efter.

 

For ikke så længe siden indgik i en stor aftale med Egmont, hvad kommer denne til at betyde for jer?
Grundlæggende gør det at vi kan gøre det vi er bedst til - at lave små, polerede spil baseret på kendte karakteruniverser - men nu bliver vi selv vores egen kunde.
Det bliver sjovt og udfordrende, og styrker både Cape og Egmont på en lang række områder.
Det betyder også at vi får et nyt forretningsområde, der ligger i naturlig forlængelse af vores design- og produktionsforretning.
Vi kommer til at lave mange flere af vores egne produktioner, og så bliver de baseret på Egmonts store katalog af IP'er, som f.eks. Rasmus Klump og Pixeline.

 

Hvordan er det at arbejde hos Cape Copenhagen og er der noget specifikt i går op i som virksomhed for at opretholde et sundt arbejdsmiljø?
Vi gør en masse ud af at prøve at gøre det hyggeligt og sjovt at være på arbejde, og prøver at sørge for at man aldrig skal have dårlig samvittighed over at have en familie og et liv ved siden af.
Der kan selvfølgelig godt være travlt og presset i perioder, og så er vores kolleger flinke til at klø på, men vi satser som udgangspunkt altid på at undgå overtid og urimeligt pres, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre at undgå det.
Vi hyrer også meget specifikt efter at få folk der er erfarne og super dygtige, men samtidig også er virkeligt søde og behagelige mennesker.
Og så behandler vi hinanden med omsorg og respekt.

 

Der sidder sikkert nogle derude og overvejer at satse på en fremtid i spilbranchen, hvis du skulle give dem nogle gode råd, hvad skulle disse så være?
At lave spil er næsten totalt urelateret til at spille spil, på samme måde som der er stor forskel på at se fodbold og spille fodbold. Så hvis du overvejer spilbranchen fordi du synes det er sjovt at spille spil, så overvej det hellere en ekstra gang. Du skal kun gøre det hvis du brænder for at skabe spil, og ikke kan lade være med det.
Det er svært at komme ind i branchen som ny, det er svært at være i branchen og det er sandsynligt du bliver fyret adskillige gange, uanset om du gør dit job fantastisk eller ej.
Og når du er i branchen er det stadig svært - der er meget tumult. Enten er spilfirmaer pressede fordi de ikke har nogen penge, eller også er de pressede fordi de har for meget success og skal løbe ekstra stærkt. Der er stort set aldrig rolige perioder.
Så grundlæggende bør man se det som at blive kunstner eller musiker - du kommer til at møde meget modstand hele vejen, og der er formentlig ingen penge for enden af regnbuen, så du skal gøre det fordi du er passioneret omkring det.
Hvis du stadig gerne vil ind i branchen, og du endnu ikke har taget en uddannelse, så overvej en dyb og fokuseret uddannelse, som f.eks. datalogi eller animationsskolen i Viborg, i stedet for en af de moderne blandingsuddannelser hvor man lærer lidt af det hele. Det er nemmere at blive ansat i spilbranchen som "animator" eller "datalog" end som "kandidat i digitale medier".
En uddannelse er egentlig ikke nødvendig, hvis man ellers er fokuseret og god til at lære på egen hånd - man kan også sætte sig og lave spil på egen hånd i 3-4 år i stedet.
Hvis man kan komme og vise adskillige hele, polerede spilproduktioner man selv har lavet, så er det ofte mere overbevisende end et eksamensbevis.
Men hvis du gerne vil have en 100% spilfokuseret uddannelse, så kig først på The Game Assembly i Malmø.

 

Hvad kan vi forvente os af jer i fremtiden?
Små og mellemstore spil i massevis, med et væld af forskellige udtryk og formål.
Nogle af dem for kunder, nogle af dem for os selv med Egmonts figurer, og nogle der er designet fra bunden hos Cape.

 

Her på falderebet er der så noget du gerne vil ud med omkring Cape Copenhagen eller generelt om spilindustrien?
Vi har et mål om at bruge spil til mere og andet end bare "tomme underholdningskalorier"
Vi mener at spil er en potent medieform, og at vi kan gøre meget mere end blot at pacificere børn og blanke voksne af.
At finde ud af hvordan, bliver en lang og spændende opdagelsesprocess, som vi er glade for at tage i et bæredygtigt tempo.

 

Du kan læse mere om Cape Copenhagen og deres udgivelser ved at klikke her.